2 mdr. efter.

2 mdr. efter hans diagose, tænker jeg ikke over det til hverdag kun når vi skal til tjek eller når hans fysiterpeut kommer, det får han 1 gang om ugen til at starte med.

senere hen kan det godt, være vi skal have det 2 gange ugenligt. Men lige nu, bliver han kaldt for atypisk.

Mikkel har de løseled men stærke muskler, han kan næsten kontrollere sit hovede allerede, og han spænder i armene når man tag ham i hænderne og trækker ham op følger hans hovede ligeså fint med
Han siger fra og til omkring hans behov, og han er ihvertfald ikke passiv.

Sundhedssygplejersken siger han er bedre end de fleste på hans alder så han følger godt med.

Dette nyder jeg hvert sekund af, for vi ved ikke hvad fremtiden bringer. vi kan risikere at han kommer bagud.

man går igennem graviditen tænker man aldrig hvad nu hvis?

Vi har aldrig snakket om hvad hvis han har et handicap, for vi fik jo NF scanning og de sagde det hele var fint og vi ventede en sund og rask dreng, har aldrig tænkt på at den ikke var 100% sikker selvom man bagefter godt ved det er en statestik, har sådan set indtil nu tænkt nu ringer de snart og siger at diagnosen var en fejl. 

det sker bare ikke, selvom det er helt iorden han har Downs syndrom, og elsker ham ikke mindre af den grund, har jeg dage hvor jeg tænker hvorfor os?

Men så prøver jeg at se på det positive!

For selvom der kan være følgesygdomme af det ekstra kromoson, så ved man at fremtiden bringer et barn der er fuld af kærlighed til verden og ser verden på en helt anden måde.

Min holdning var at hvis vi havde fået en moderkagebiopsi dengang og fået det af vide var det en abort,

den tanke har hjemsøgt mig meget. har enda haft skyldfølelses for at man kunnehave den tanke.

min mor sagde så noget meget klogt, det gør de mødre engang imellem ;).

at det var jo ikke Mikkel vi havde valgt fra men det ekstra kromoson.

og det er sandt for vi ville ikke bytte Mikkel væk overhovedet har aldrig følt mig så heldig som da jeg fik ham. Jeg har også følt at jeg ikke fortjente at være hans mor, at jeg bare kunne forsvinde.

Men nej vil ikke forlade ham, jeg lever og ånder for ham.

en moders kærlighed er virkelig stærkt, en sygeplejerske på neonatal, sagde til mig at min moderlig føles for Mikkel er så stærk, og at han var heldig når jeg havde så meget kærlighed til ham. der var han et par dage.

på sin vis tror jeg det har gavnet mig, at vi først fik diagnosen 11 dage efter.

da jeg ''bare'' elskede ham diagnosen kunne ikke ændre det.

Men uanset hvad er det en sorg,

som forældre kommer man i krise pga. alting forandre sig, jeg tror at når man får et barn med et handicap er krisen en milliard gange større end normalt.

det føles sådan, Jeg er stærk for min familie og jeg vil blive ved med at være stærk for Mikkel!

Dette digt, har rørt mig dybt:

Rejsen til Holland

At vente et barn, er som at planlægge en drømmerejse til Italien.

Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.

Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.

Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...

Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...

Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.

Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"

"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?

Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!

Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"

Men der er lavet om på fartplanen.

Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.

Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.

Det er bare et sted, som er anderledes.

Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger

og du må til at lære et helt nyt sprog.

Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.

Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.

Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,

ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...

Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...

Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.

De praler af hvor vidunderligt de havde det der.

Og resten af dine dage vil du sige:

"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...

for tabet af drømme har stor betydning.

Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning

at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri

til at værdsætte og nyde det helt specielle,

det virkeligt vidunderlige ved  ...  Holland

Og jeg har allerede følt det helt vidunderlige, ved Mikkel