Når jeg tænker tilbage på vores indlæggelses er det jeg husker klareste.
Den hånede os i 10 dage, med håb og et håb der blev taget fra os.
føltes det som om. her står den super fint som den skal <3 over 95.
den hjemsøger mig stadig. frygter han bliver syg og dermed skal indlægges igen.
frygter jeg ikke kan overskue sådan et slag igen, men for mikkel gør jeg det men håber ikke på at det bliver nødvendigt! jeg er nok bare en pylre mor <3.
Dette billede er første gang vi holdte pause med ham så han ikke skulle være koblet til den øverste maskine.
dette var SÅ skønt <3 og sikke en følelses det var nok os første gang han havde ''rigtigt'' tøj på <3.
Vores første nat hjemme <3. og den da vi fik diagnosen husker alt som det var igår.
en mors forbandelses,
Eller bare en lettelses over vi kunne påbegynde vores liv som forældre?
Måske begge dele, da vi havde sagt at han ikke havde det handicapt.
Men idag er jeg lykkelig over vi ved det SÅ tidligt, selvom jeg synes det er unfair.
hvorpå jeg tænker bagefter er det så unfair at få sådan et kærligt barn. der bare elsker med eller uden skavanker?
og pt. har vi været skånet for skavankerne og krydser for vi bliver ved.
Han følger stadig godt med, og det varmer at se hvor stolte min familie er af ham <3.
begge hans mostre og mormor, morfar og oldemor.
Han er en heldig lækker bandit <3.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar