Diagnosen

Overlægen kiggede på Mikkel dagen efter vores indlæggelses på neonatal, han kiggede på os derefter på mikkel, Han fortalte at han gerne vil teste Mikkels trisomier. Han spurgte om vi vidste hvad det var, midt i vores krise vidste vi ikke hvad han mente men han ville teste Mikkel for et ekstra kromoson. Jeg var ret kæk og sagde det gjorde de bare for hellere vide det nu end når han er 2år, (hvilket jeg stadig mener) Men det jeg ikke vidste var at vi havde sagt ja til 10 dages selvpineri. 

Det han havde fået mistanken ved var at han havde muskelturnus (muskelslaphed), lavtstående øre og skæve øjne. vi havde simplehent en forklaring på det hele! Muskelslaphed var pga. havde stadig var svag/syg i lungerne, lavtståendeøre har jeg selv, både min mand og jeg har tykke hovedet og lidt skæve øjne.

I de 10 dage vi har indlagt gik det fra at han havde det, til nej han har det overhovedet ikke.

vi søgte på google hvad tegnene var og han havde ikke nogle tegn anden en en tyk nakke og et stort mellemrum mellem storetåen og de andre tær.

også græd vi...

på 10 dag udskrev de os da de mente at svaret på prøven først kom en uge efter og der var ingen grund til vi skulle hænge på neonatal da Mikkel var rask, så vi tog hjem.

Mine forældre stod og ventede med lækker mad, sodavand,øl og snaps vi var lykkelige!

vores raske lille fejlfrie dreng var endelig hjemme.

om aften ringer min mobil og får af vide at vi skal komme til samtalen dagen efter.

det eneste vi tænker er det er nok mikkels læge der lige vil tjekke ham og snakke om hvordan det er gået ham.

Da vi kommer op på ambulatoriet bliver vi vidst ind i et lille rum der var en sygeplejerske og overlægen. 

han spørg til natten og det er gået godt og dejligt at være hjemme igen.

han kigger på os og fortæller Mikkels prøve er positiv.
og jeg og min mand kiggede på hinanden, undrende var det godt?
på trods af at man enlig godt ved det ikke var det gode positive, tror vi gik i chock.
Jeg kneb en lille tåre jeg trorede alt var overstået, men dette var kun begyndelsen.
det første år står på mange tjeks, og ellers skal han tjekkes til han er 18år,

Det gode var at vi vidste at hans hjerte, lunger og tarme ikke fejlede noget.
Der følte vi os heldige, det jeg følte kan ikke beskrives følte mit liv braste sammen.
Jeg spurgte efter foldere, eller om de kunne få os i kontakt med andre i lign situration.
Overlægen svarede, at vi kunne bare google det.