Da Mikkel kom til verden målte de hans iltning af blodet og det var lidt lavere end normaliteten, derfor blev der tilkaldt en børnelæge, og hun sagde det var meget normalt og at man faktisk ikke målte iltning før 6 timer efter fødslen.
Jeg tænkte ikke mere over det for tænkte bare vores dejlige dreng var sund og rask og vi snart kunne tage hjem, men sådan skulle det ikke være efter et par timer på barsel gangen blev Mikkels hud blålig jeg trorede han frøs så ville give ham mere tøj på der var også køleligt på hospitalet en sygplejerske tilså ham og ringede til en børnelæge, som ville have os op på neonatal, det var et marridt jeg ikke havde forstillet mig.
søvnmangel og en uvished, vidste i min underbevidsthed det ikke var et godt tegn.
Selvom sygeplejersken prøvede at berolige os og at vi nok skulle komme ned igen.
Men rigtigt nok, hans tempratur var faldet til 35,4 og han blev lagt i åben kuvøse.
Overlægen blev tilkaldt, for at scanne hjerte og hovedpulsåren.
Lungerne blev rygtenfotograferet. efter scannet af hjerte og hovedpulsåre, trorede man først at hovedpulsåren var trukket ind sammen med det kredsløb han havde da han var i maven.
det vidste sig faktisk at det var hans lunger, der var klappet sammen i fosterstilling.
Jeg spurgte om det var pga. jeg var blevet sat igang i uge 38, men det var det ikke.
de fortalte faktisk det var mest kejsersnit børn der havde dette da de som regl får et chock da de ikke kommer ud den naturlige vej, så deres forklaring var at det var pga. den hurtige fødsel og han ikke hvade fået pustet lungerne op ordenligt selv som spædbørn gør når de kommer ud.
fik sovet lidt den nat men ikke meget, han fik indsat et navlekartheder og der var elektroder på hans krop.
og han fik Cpap, (Cpap er en højtryks maskine som holder lungerne udvidet og tilfører ilt samtidig).
De fortalte at når hans lunger var blevet udvidet det tog som regl 3 dage, kunne det ikke komme igen allerede 2 dag kunne de slukke for ilten men lungerne skulle stadig udvides, jeg prøvede at få gang i min amning til en maskine, Jeg hadet den! det var jo mit barn der skulle få produktionen igang ikke maskinen.
Jeg græd og græd, det eneste jeg kunne var at græde.
mad og drikke orkede jeg simplehent ikke, men tvang mig pga jeg ville amme og have produktionen igang.
Min mand var medindlagt under hele forløbet og var en god støtte jeg ænsede ham nok ikke meget da jeg græd og bare var fokuseret på at Mikkel var syg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar